Et studentergilde har to publikummer på én gang: studenten og vennerne, som er der for at danse, og familien, som gerne vil kunne kende noget af det der bliver spillet. Det er ikke et kompromis mellem de to. Det er en rækkefølge, hvor der er en periode til hver — samme greb som når jeg spiller til en bryllupsfest.
De unge er til gengæld det sværeste publikum at overraske, fordi de kender det nyeste bedre end DJ'en gør. Derfor spiller jeg ikke bare det nye. Jeg spiller meget af det, men blander bevidst noget ældre ind. Et 90'er- eller 00'er-nummer midt i et sæt gør noget ved et ungt dansegulv, som endnu en aktuel udgivelse ikke gør.
Og så er et gilde tit i et telt eller en have. Det lyder anderledes end en sal, og det tager jeg højde for, når jeg stiller op.