PwC i Fælledparken

Jeg stillede op tidligt på dagen. Når man spiller i et telt midt i en park, står der ikke noget klar, når man kommer: strøm, pult, højttalere, det hele skal på plads i god tid. Til gengæld er der så luft til at høre, hvordan det lyder, mens der stadig er stille omkring en.

De første timer var ikke en fest, og det skulle de heller ikke være. Folk kom ind fra løbet, fandt deres bord, hentede noget at drikke. Der kørte lounge og lidt R&B — noget der giver stemning, uden at tage over. Og da maden kom på bordene, skruede jeg ned igen. Man skal kunne tale hen over et langbord uden at hæve stemmen.

Senere skulle folk så ud på gulvet, og dét var svært. Det var en torsdag, de fleste havde lige løbet, og de skulle op og arbejde dagen efter. Sådan en aften letter ikke af sig selv, og jeg fik den heller ikke rigtig op at flyve.

Og så, klokken 23, med en halv time tilbage, vælter det ind. Hele løbet var på vej hjem, og de gik lige forbi teltet. Pludselig stod der flere derinde, end der havde gjort hele aftenen — og så gik det bare amok.

Der kom folk op til pulten og spurgte om min Instagram. Flere sagde helt umotiveret, at jeg var en møggod DJ. Nu skal det siges, at der var gået en del timer med noget at drikke i hånden på det tidspunkt, så jeg tager det ikke som en anmeldelse. Men gulvet var fyldt, og det havde det ikke været en time før.

Det er egentlig dét, en aften som den her handler om: at være der, når den vender. Havde jeg spillet hårdt klokken 21 for at tvinge noget frem, havde jeg brændt det af, længe inden de mennesker overhovedet kom ind i teltet.